Om begrebet ekstern bevidning i narrativ supervision og terapi

Michael White blev inspireret af en amerikansk antropolog, Barbara Myerhoff, til at etablere en form for teampraksis, der kaldes ekstern bevidning (outsiderwittness practice).

Vidnerne, der overværer terapien er i en publikumsposition til den terapeutiske samtale, og de skal kun respondere, når de bliver spurgt, f.eks. efter ca. en times samtale. De får en meget stram instruktion om, at de ikke skal komme med gode råd, ikke skal komme med sympatierklæringer, med applaus eller evalueringer. Vidnerne bliver bedt om at sige, hvad de særligt har hæftet sig ved at personen eller personerne i den terapeutiske samtale har sagt. Vidnerne skal kun forholde sig til de verbale udtryk. Og de skal kunne citere personen i centrum ordret.

Dernæst bliver de bedt om at beskrive den metafor, de kommer til at tænke på vedrørende personen eller personerne i den terapeutiske samtale eller om den situation, personen/personerne har beskrevet. Man kan også bede vidnerne forholde sig til, hvad det lader til, at personen/personerne kan, altså hvilke færdigheder personen har. Dette nye tiltag i narrativ terapi lader til at fungere særdeles godt.
Det tredje trin i vidneresponsen består i, at vidnet bliver bedt om at tale om den resonans eller genklang, vidnet har oplevet i sit eget liv, siden vidnet hæfter sig ved netop dét udsagn fra personen i centrum for supervisionen. Vidnet skal altså nu tale om sit eget personlige liv og komme med et eksempel, med en aktuel eller fortidig fortælling fra sit eget liv. Denne fortælling må ikke have karakter af «råd eller hjælp i forklædning», men skal bare være en konkret autentisk beretning fra vidnets eget liv. Dette er som oftest en meget emotionelt præget fortælling.

Til sidst bliver vidnet spurgt om, hvor det bringer vidnet hen i sit nuværende liv, efter at have lyttet til personens beretning og efter at være kommet i tanker om den resonerende, genklingende konkrete oplevelse i sit eget liv; hvad får vidnet eventuelt lyst til at gøre, hvad bliver vidnet eventuelt bekræftet i, og er der noget, som vidnet nu har fået lyst til at holde tættere til sit hjerte? Og hvem har vidnet eventuelt lyst til at tale mere med om dette?

Når alle vidner (1-4 stykker) er blevet interviewet, mens personen i centrum for ceremonien har siddet i en publikumsposition – der er altså ikke blevet talt til personen, men om personen, bliver personen i centrum for samtalen spurgt om dels, hvordan det har været at lytte til vidnerne og dels om, hvad personen særligt har hæftet sig ved, at vidnerne har sagt. Personen i centrum siger som regel, at det har været særdeles bekræftende at lytte til vidnerne, at personen oplever ikke at være alene om problemerne. Nogle oplever det endda som vildt stort, at man kan bidrage til noget i andre menneskers liv på denne måde.

Heede, Dag: Det tomme menneske: København: Museum Tusculanum. 2001
Holmgren, Anette: Terapifortællinger. København: Psykologisk Forlag. 2008.
Jensen, Anders Fogh: Magtens Kartografi. København: Unge Pædagoger, 2007.
Jensen, Anders Fogh: Projektmennesket. Århus: Universitetsforlaget. 2009.
Morgan, Alice: Narrative samtaler. København: Hans Reitzels Forlag. 2005.
Morgan, Alice & White, Michael: Narrativ terapi med børn og deres familier. København: Akademisk Forlag. 2007.
Russell, Shona & Carey, Maggie: Narrativ terapi – spørgsmål og svar. København: Hans Reitzel. 2006.
White, Michael: Narrativ praksis. København: Hans Reitzels Forlag. 2007
White, Michael: Narrativteori. København: Hans Reitzels Forlag. 2007
White, Michael: Kort over narrative landskaber. København: Hans Reitzels Forlag. 2008.