Fra bogen Mellom makt og hjelp

Kortet er ikke landskabet. Landskabet er ikke kortet.
Uddrag fra bogen ”Mellem makt og hjelp” af Greta marie Skau (2013, Universitetsforlaget):

Et landskab åbner sig. Du lægger mærke til grundelementerne – bjerge og sletter, floder og hav.

Ved første øjekast synes de konstante, men du, som betragter dem, ved, at de er en del af en forandring, som altid foregår, som aldrig står stille.

Du ved, at årstiderne indenfor den langsomme forandring fra årtusind til årtusind skifter i deres cykliske rytme: forår, sommer, efterår og vinter, og at indenfor årstiderne forandrer også døgnet sig fra nat til dag og tilbage igen.

Det regner, det sner, solen skinner, vinden blæser. Nye nuancer, nye former, stadig nye bevægelser imellem det, som var og det, som er i færd med at blive til. Og du, som ser, mærker efter og lytter, er selv en del af dette landskab, en del af det, du observerer og fornemmer, en del af den forandring, som aldrig standser.

Klienten forventer, at det er terapeutens opgave at finde sandhed, viden, kundskab.

Terapeuten betragter, lytter og berører. Spørger, tænker, leder efter ord. Ord og en forståelseshorisont som kan hjælpe med først at fange og så til at udtrykke noget, som føles rigtigt og sandt.

Men det samme landskab ser anderledes ud fra den ene bjergtop end fra den anden, og igen anderledes end set fra søen. Og morgenens sandheder ændrer sig, når de filtreres gennem dagens erfaringer. Hvad er mest sandt? Det, du ser fra bjerget eller fra fjorden, om morgenen eller om aftenen? Det, du opdager som barn, eller det, som du er i færd med at forstå som voksen? Din sandhed eller en andens?
Måske opdager du, at der ikke findes en enkelt Sandhed med stort S. At der findes mange sandheder, sandheder med lille forbogstav, et skiftende kaleidoskop af sandheder om et landskab i ændring, et landskab, som du på samme tid betragter og er den del af.

Kommunikationsteoretikeren Edward de Bono bruger begrebet ”handlingsunivers” i en lignende sammenhæng. Han viser det med følgende eksempel:

Forestil dig tre mænd, som hver holder en lille træklods i hånden. På et givet signal slipper de alle tre træklodsen. Den første mands træklods falder til jorden, den anden mands klods flyver opad, og den tredje mands klods bliver hængende ud for hans hånd.

I det første tilfælde gør træklodsen dét, som vi forventer. Den opfører sig logisk og normalt. I de næste to tilfælde opfører træklodserne sig derimod højst usædvanligt og forunderligt. Men – siger de Bono – det er kun, fordi vi forventer, at de tre mænd befinder sig i det helt samme handlingsunivers.

Så længe vi tænker os, at de står på jordoverfladen, bliver det umuligt at forklare klodsernes underlige opførsel, i eksempel to og tre. Men mysteriet bliver øjeblikkeligt opklaret, når vi får at vide, at mændene opholder sig i hvert sit univers. I det først eksempel står manden på jordens overflade, så derfor falder træklodsen helt naturligt til jorden, idet han slipper den. I det andet eksempel opholder manden sig under vand, og træklodsen flyder derfor helt naturligt opad. Og i det tredje tilfælde befinder manden sig i et rumfartøj i bane, hvor den vægtløse træklods forholder sig i ro ved mandens hånd, hvilket er naturligt i dette handlingsunivers.

Med dette eksempel illustrerer de Bono, hvordan underlige og uforklarlige hændelser pludselig kan blive logiske og indlysende, når vi forstår hele sammenhængen – når vi forstår, at det der sker, finder sted indenfor bestemte handlingsuniverser, og at disse universer kan variere betydeligt. Det, som er helt naturligt og normalt indenfor det ene univers, kan være komplet uforståeligt indenfor det andet.
Respekt for andres individuelle handlingsunivers og vilje til at prøve at forstå dette er generelt en forudsætning for tilfredsstillende relationer.

(I nogle tilfælde kan to handlingsuniverser dog være så uforenelige, at relationen må brydes for at undgå varige og gensidige krænkelser af integritet).

En vilje til at forstå, også det som i udgangspunktet synes ubegribeligt, er forudsætningen for at kunne bidrage med sin hjælp.
Og dette indebærer ikke, at man må give afkald på sine egne værdier.
(Teksten er udvalgt og oversat af Vibeke Zacho)